Kanunens rolle og brug i tyrkisk musik

Om den tyrkiske kanun

Kanun har en vigtig plads i osmannisk-tyrkisk kunstmusik og bruges også i nutidige ensembler. Instrumentfamilien har en længere historie i Mellemøsten og Middelhavsområdet, så den tyrkiske kanuns udvikling kan ikke reduceres til én enkelt introduktion i det 19. århundrede.

En betydningsfuld ændring i den moderne tyrkiske kanun var udviklingen af små bevægelige mandaler ved venstre side af instrumentet. De ændrer strengens spænding en smule og gør det muligt at skifte mellem de mikrotonale tonehøjder, som bruges i makampraksis. Antallet af mandaler pr. strengekor varierer efter instrumentbygger og model; faste tal som fem eller ni er derfor ikke universelle.

Historiske kilder fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede dokumenterer både ældre instrumenter uden det moderne mandalsystem og nyere modeller med mandaler. Kongressen for arabisk musik i Cairo i 1932 er en vigtig kilde til periodens instrumenter og stemmepraksis. Læs også vores guide til arabisk musik og råd om valg af tyrkisk kanun.

Kanun er en trapezformet kasseciter med mange strenge, som normalt er grupperet i kor på tre. Tyrkiske og arabiske modeller deler den grundlæggende konstruktion, men kan variere i mål, mandalsystem, stemning, klangideal og spillepraksis. Den tyrkiske kanun forbindes især med et tæt mandalsystem, der understøtter hurtige ændringer i makam og transposition.

Instrumentet ligger normalt vandret på skødet eller et stativ. Tidligere afbildninger og beskrivelser viser også andre spillepositioner, men de bør vurderes i deres historiske sammenhæng. Udviklingen af mandaler, konstruktion og virtuos teknik skete gradvist og gennem flere instrumentbyggere og musikere.

Strengene knipses med små plekterblade, der sættes i ringe på pegefingrene. Begge hænder kan spille samme melodiske linje, oktaver, ornamenter eller forskellige figurer. En lille tidsforskel mellem hænderne kan bruges som en bevidst ornamentik, men er ikke en regel for alle passager.

Notation og tonehøjdesystem varierer mellem traditioner og ensembler. Diskantnøgle bruges ofte i moderne tyrkisk kanunundervisning, men praksis bør ikke beskrives som en absolut forskel fra enhver arabisk tradition. Musikeren må kombinere notationen med kendskab til makam, mandalplacering og gehør.

Hasan Ferit Alnars Kanun Concerto er et fremtrædende værk fra det 20. århundrede, som viser instrumentet i en koncertant sammenhæng sammen med orkester.

Kanunen har en lys og tydelig ansats samt et bredt register. Klangstyrken afhænger af instrumentets konstruktion, strenge, plekter, anslag og ensemblets balance; den er ikke automatisk det kraftigste instrument. I tyrkisk musik bruges den blandt andet i kunstmusik, fasıl, vokalakkompagnement, solospil og moderne arrangementer.

Det skal du kontrollere på en kanun

• Mandalernes funktion: De skal bevæge sig rent og føre tonen til den forventede højde uden at klemme eller rasle.
• Strenge og stemmeskruer: Korene skal holde stemningen, og strengene skal ligge rent over broerne.
• Klangbund og skindfelter: Se efter revner, løse samlinger og deformation.
• Mål og toneområde: Bekræft stemning, antal strenge og mandalsystem i forhold til lærer og repertoire.
• Etui og transport: Instrumentet skal støttes uden tryk på broer, mandaler eller stemmeskruer.

En lærer eller erfaren kanunspiller kan hjælpe med at vurdere intonation, mandalplacering og spillekomfort på det konkrete instrument.