Hvad er en lut? Alt om lut og tyrkisk lavta

Ordet lut er historisk beslægtet med det arabiske al-ʿūd. Betegnelsen blev blandt andet til laouto på græsk og liuto på italiensk. Instrumenter i lutfamilien bevægede sig gennem Middelhavets handels- og kulturområder, og der opstod mange regionale former. I Europa fik lutten en central rolle i renæssancen og barokken. Den spilles stadig i historisk opførelsespraksis, folkelige traditioner og moderne musik.

 Hvad er en lut?

En lut er et strengeinstrument med hals og resonanskasse. Ordet beskriver en bred familie, så konstruktion og spilleteknik varierer. Den europæiske renæssance- og baroklut har normalt en hvælvet ryg og spilles med fingrene. Den tyrkiske lavta har bundne bånd på halsen og spilles som regel med plekter. Lavtaen fik en tydelig plads i osmannisk kunstmusik; musikeren Tanburi Cemil Bey er en af de kendte udøvere, der bidrog til dens repertoire og spillestil omkring overgangen til 1900-tallet.

I Middelhavsområdet spilles flere lutinstrumenter med plekter, som i dag oftest er fremstillet af kunststof. Historisk blev der også brugt naturmaterialer, men produkter af skildpaddeskjold er nu reguleret eller forbudt mange steder og bør ikke vælges. Renæssance- og baroklut spilles typisk med højre hånds fingre. En musiker, der spiller tyrkisk lavta, kan på tyrkisk kaldes lavtavî; på dansk kan man ganske enkelt sige lut- eller lavtaspiller.

Luttens historie

Langhalsede og korthalsede lutinstrumenter er afbildet i flere oldtidskulturer i Mesopotamien, Egypten, Grækenland og Rom. Den præcise udviklingslinje er kompleks og kan ikke tilskrives ét folk eller én enkelt rute. Den arabiske oud fik stor betydning på Den Iberiske Halvø, og europæiske instrumentbyggere udviklede senere renæssance- og baroklutten i egne retninger. I det osmanniske musikliv blev lavtaen især dokumenteret i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Luttens strenge er ofte organiseret i kor, det vil sige en enkelt streng eller et par strenge, som spilles sammen. Det lyseste kor på mange europæiske lutter er en enkelt streng og kaldes chanterelle. Korene tælles fra det lyseste mod det dybeste. Antallet varierer efter periode og instrumenttype: en renæssancelut kan eksempelvis have otte kor, mens senere baroklutter ofte har flere baskor. Man bør derfor beskrive både antal kor og det faktiske antal strenge.

Forskelle fra beslægtede instrumenter

Lut og oud

Lutfamilien og oud har flere fælles konstruktionstræk, herunder den dybe, hvælvede resonanskasse. Den moderne oud er normalt båndløs, mens tyrkisk lavta og mange europæiske lutter har bånd. Lavtaens bånd kan placeres efter den musikalske tradition og giver adgang til andre toneinddelinger end en standardguitar. Antal strenge, kor og bånd varierer mellem byggere og modeller, så en bestemt konfiguration bør ikke betragtes som universel.

Lut og guitar

En lut adskiller sig fra en moderne guitar i kropsform, strengeopsætning, stemning og repertoire. En klassisk guitar har normalt seks enkeltstrenge og faste bånd og spilles med fingrene eller neglene. Historiske lutter har ofte dobbelte kor og bevægelige tarmbånd, mens tyrkisk lavta sædvanligvis spilles med plekter. Størrelse og toneomfang afhænger af den konkrete model, og guitarstemning kan ikke bruges som generel standard for alle lutter.

Sala Muzik rådgiver gerne om forskellene mellem oud, tyrkisk lavta og andre lutinstrumenter. Sammenlign altid mål, mensur, stemning, antal kor og båndsystem på den konkrete model, og vælg et instrument, der passer til din spillestil og dit repertoire.

Du vil måske også synes om: Alt om tyrkisk lavta