Hvad er forskellene og lighederne mellem tyrkisk, arabisk og persisk musik?

ALT OM TYRKISK, ARABISK OG PERSISK MUSIK

Tyrkisk, arabisk og persisk musik bærer alle præg af de kulturer, de har mødt, og af de lange historier i de områder, hvor traditionerne opstod. De tre musiktraditioner har tydeligt påvirket hinanden. Det kan blandt andet høres i deres tonesystemer og ses i de instrumenter, de benytter. Samtidig har hver tradition bevaret sine egne kendetegn, fordi tyrkiske, persiske og arabiske kulturområder er forskellige med hensyn til kultur, religion og sprog.

Grundlæggende er disse musiktraditioner melodisk orienterede; én hovedmelodi står i centrum frem for flere selvstændige melodier og et vestligt harmonisk akkompagnement. I et ensemble kan musikerne dog skabe stor klanglig variation. Instrumenterne spiller ofte heterofont, altså den samme melodiske linje med variationer i ornamentering, register, styrke eller timing. Ud over ornamentikken, som giver musikken regional karakter, spiller særlige vokalteknikker, improvisation og solospil en væsentlig rolle i alle tre traditioner.

Forskelle mellem tyrkisk, arabisk og persisk musik

Instrumenterne har stor betydning i tyrkisk, persisk og arabisk musik. Traditionerne deler flere instrumentfamilier, men hvert land og kulturområde har sine egne varianter. Ouden er et godt eksempel. Ouden er en knipset, båndløs lut, som findes i forskellige størrelser i flere dele af Mellemøsten. Arabisk, tyrkisk og persisk oud adskiller sig blandt andet i størrelse, stemning og klang. Den tyrkiske oud stemmes på andre måder end flere af de arabiske varianter. Trapezformede citere er et andet eksempel på instrumentale forskelle: I tyrkisk og arabisk musik bruges kanun eller qanun, mens man i persisk musik spiller santur, et instrument hvis strenge anslås med små hammere.

Tyrkisk, arabisk og persisk kunstmusik bygger alle på modale systemer. En modus kan forstås som et mønster og et sæt regler, der former en melodi. I tyrkisk og arabisk musik bruges betegnelserne makam og maqam, men de enkelte traditioners opbygning og praksis er mere omfattende end dette fælles ord antyder. Traditionel iransk musik organiseres omkring dastgah-systemet. En dastgah omfatter forskellige melodiske forløb og gusheher, som udføres i en bestemt sammenhæng. Radif er det overleverede repertoire af gusheher, der ordnes i dastgaher og avazer, og har ikke en direkte parallel i arabisk eller tyrkisk musik. Arabiske maqamer og tyrkiske makamer beskrives ofte gennem kombinationer af mindre tonegrupper, blandt andet tetrakorder og pentakorder.

De tre traditioner bruger alle intervaller, der ikke altid svarer til det vestlige ligesvævende tonesystem, men de beskrives og noteres forskelligt. I persisk musik indgår fleksible mikrotonale nuancer, som formes af den konkrete dastgah og udførelsestradition. I arabisk musik omtales nogle intervaller ofte som kvarttoner, selv om deres præcise intonation varierer efter maqam og lokal praksis. Tyrkisk musik anvender også mikrotoner. I moderne notation for tyrkisk kunstmusik beskrives intervallerne ofte ved hjælp af kommaer, hvilket giver et mere detaljeret system end det vestlige tolvtonede system.

Ligheder mellem tyrkisk, arabisk og persisk musik

På trods af forskellene deler persisk, tyrkisk og arabisk musik flere udtryksmæssige træk. Musikken kan være følelsesladet og skabe en stærk, medrivende stemning. Den knytter musikeren og publikum sammen, når udøveren former melodien gennem ornamentik, improvisation og personlig fortolkning.