Alt om udu-trommen

Slagtøj indgår i mange afrikanske musiktraditioner i en lang række former. Uduen er et markant eksempel: et karformet instrument, hvor både materialet, åbningerne og spillerens hænder former klangen.

Ordet udu betyder kar på igbo-sproget. Instrumentet fremstilles normalt af ler og har en åbning foroven samt en ekstra åbning i siden. Det spilles med håndflader og fingerspidser, og en struktureret overflade kan også bruges til gnidelyde.
Når spilleren slår over en åbning, sættes luften i karret i bevægelse og skaber en dyb bastone. Slag på selve kroppen giver tørrere og lysere toner. Hvert instruments mål, vægtykkelse og overflade påvirker dets klang.

Læs også: Alt om darbukaen

Udu-trommens historie

Uduen forbindes især med igboernes keramiktraditioner i det sydøstlige Nigeria. Lerkar blev brugt i husholdningen, blandt andet til opbevaring og transport, og karformede instrumenter fik også musikalske og ceremonielle funktioner. Kvinders arbejde med keramik og musik nævnes ofte som centralt i denne tradition.
Senere blev uduen taget i brug uden for sit oprindelige miljø og kan i dag høres i både akustiske ensembler, studiemusik og moderne slagtøjsopsætninger. Historie, navn og anvendelse kan variere mellem lokalsamfund og instrumenttyper.

Sådan fremstilles en udu

En udu formes af egnet ler, enten i hånden eller på en drejeskive. Byggeren skaber karrets hovedåbning og sidehul og tilpasser vægtykkelsen til den ønskede respons. Det formede instrument tørres langsomt, så risikoen for revner mindskes, og kan derefter dekoreres eller poleres.

Efter tørring brændes leret efter den metode og temperatur, som den enkelte keramiker anvender. Ovn, lerblanding, størrelse og brænding påvirker både holdbarhed og lyd. Farvning og afsluttende overfladebehandling varierer fra værksted til værksted.

Da uduen er keramisk, skal den håndteres og transporteres med omtanke. Kontrollér altid producentens anvisninger for rengøring og opbevaring; undgå stød og hurtige temperaturskift.

Hvad er en udu-tromme?

Uduen er et håndspillet lerinstrument i form af et smalhalset kar med en rund sideåbning ud over åbningen foroven. Spilleteknikken varierer: hænder og fingre kan slå på kroppen, ramme kanten eller åbne og lukke hullerne for at ændre luftens resonans.

Uduen adskiller sig fra mange trommer, fordi den normalt ikke har skind eller membran. Beslægtede og nyere karformede slaginstrumenter findes under forskellige navne og i forskellige konstruktioner. Uduen kan spilles med begge hænder, så dybe lufttoner kombineres med korte slag på lerets overflade.

Læs også: Alt om oud-instrumentet

Hvordan spiller man på en udu?

Begynd med at placere instrumentet stabilt, så det ikke kan vælte. Slå forsigtigt med håndfladen over sideåbningen for at skabe den dybe lufttone. Fingerspidserne kan bruges til lysere slag på kroppen. Ved gradvist at dække og frigive åbningen ændres tonehøjde og resonans.

Udu-instrumentet spilles med hænderne. Øv først de dybe bastoner og de korte, tørre slag hver for sig. Kombinér dem derefter i en enkel, jævn rytme. Slå ikke hårdere end nødvendigt, da leret kan beskadiges.

Kontrol over begge hænder og fingre udvikles gradvist. En rolig puls og tydelig adskillelse mellem klangene er et godt udgangspunkt.